Webbrowser

Hvad det er

En webbrowser er det program, der slår en adresse op, henter det,
serveren svarer med, og bygger en side ud af det, som man kan læse,
rulle i og klikke på. Til daglig hedder den bare browseren. Chrome,
Safari, Firefox og Edge er navnene på ikonerne, men under dem ligger
langt færre programmer, end navnene lader ane.

HTML-standarden bruger sjældent ordet browser. Den taler om en _user
agent_, altså den software, der handler på læserens vegne, og det
meste af standarden er en opremsning af, hvad sådan en skal gøre med
en side. Tre af pligterne forklarer det meste af, hvad en browser er
til.

Den første er at fortolke koden. Standarden beskriver, hvordan et
HTML-dokument skal læses, uanset om det er skrevet korrekt eller ej.
Et manglende sluttag eller et element på det forkerte sted standser
derfor ikke siden, og alle browsere, der følger standarden,
reparerer den samme fejlbehæftede kode til det samme træ af
elementer. Derfor vises en sjusket side alligevel, og derfor kan
fejlene i den leve i årevis, uden at nogen bemærker dem.

Den anden er hændelsesløkken, på engelsk _event loop_. Klik,
tastetryk, timere, svar fra netværket, scripts og tegningen af næste
billede stiller sig i kø og skiftes til at komme til. Et script, der
holder løkken i to sekunder, holder også klik, indtastning og næste
opdatering af skærmen tilbage, og det er præcis det, folk mener, når
de siger, at en side er gået i stå.

Den tredje er at holde websteder adskilt. Standarden definerer en
oprindelse, en _origin_, som et skema, en vært og en port, og et
site som skema plus den registrerbare del af domænet. Et script fra
én oprindelse, der rækker ind i dokumentet fra en anden, får en
sikkerhedsfejl i stedet for indholdet. Det er i høj grad den regel,
håndhævet af browseren ved hver eneste adgang, der holder netbanken
i én fane fri af avisen i den næste.

Selve arbejdet udføres af browserens _motor_. De fleste browsere i
brug i dag er bygget på én af tre: Blink i Chrome, Edge og en lang
række andre, WebKit i Safari og Gecko i Firefox. Et nyt browsernavn
betyder som regel en ny skal om en af dem, med sin egen
adresselinje, sine egne indstillinger og sin egen synkronisering,
men de samme regler for at læse og tegne siden.

To naboer bliver ofte forvekslet med den. En søgemaskine er et
website, som browseren åbner, når adresselinjen får ord i stedet for
en adresse. En _webview_ er en browsermotor bygget ind i en anden
app, uden adresselinje og uden de fleste knapper. Testværktøjer
tilføjer en browser uden synlig brugergrænseflade, en _headless_
browser, som tegner sider, ingen kigger på, så et script kan tjekke
dem.

Hvorfor det betyder noget

Serveren kan sende præcis de rigtige bytes, og læseren kan alligevel
få en ulæselig side. Det, man ser, er nemlig det, ens browser har
gjort ud af de bytes, med ens egne indstillinger lagt ovenpå. Det er
i browseren, arbejdet bliver bedømt.

Man afprøver motorer, ikke mærkenavne. En testplan med fire
browsernavne kan dække to motorer to gange og overse den tredje. En
brugbar liste navngiver motorerne og de steder, hvor den samme motor
opfører sig anderledes, for eksempel på en telefon med touchskærm
eller i en printdialog.

Læserens indstillinger er en del af siden. Browseren bærer et
foretrukket farveskema, et ønske om mindre bevægelse, et zoomniveau,
en standardskriftstørrelse og nogle gange en indbygget oversættelse.
En side, der ser bort fra det hele, er lavet til én opsætning hos én
person, som regel den, der byggede den.

Man spørger efter funktionen i stedet for at gætte. Motorerne får ny
CSS og nye grænseflader på forskellige tidspunkter. En side, der har
brug for noget, som kun nogle motorer kan, kan spørge motoren
direkte: CSS har `@supports`, og et script kan teste for en
egenskab, før det bruger den. User-agent-strengen er en dårlig
erstatning, for browsere har længe skrevet den, så de lignede
hinanden og slap forbi ældre kode, der kiggede efter navne.

Regler i browseren er en høflighed. Formularvalidering, en
deaktiveret knap og et skjult link kører alle i et program, som
læseren ejer og kan ændre. De gør den ærlige vej lettere, men de
standser ingen, der åbner udviklerværktøjerne eller springer siden
helt over. Alt, hvad der beskytter penge, data eller adgang, tjekkes
derfor igen på serveren.

Sådan ser det ud i praksis

Dette website understreger sine links med skip-ink, indstillingen,
der bryder linjen, hvor den ville krydse en underlænge. I Chromium
så bruddene rigtige ud. Målt i en rigtig Safari ved otte gange
forstørrelse var de omkring seks gange smallere, og årsagen var en
fejl i WebKit: ét enkelt skriftsnit, der erklærede et ikke-latinsk
tegninterval, forringede skip-ink for hele familien. Løsningen blev
et omdøbt familienavn i fontstakken. Beretningen om Safaris
understregning og skriftudsnittet bag den slutter med den pointe,
denne artikel ville sætte først: en skip-ink-måling gælder kun for
den motor, der frembragte den. Tabellen, diagnosen og den første
rettelse var alle lavet i Chromium, og skærmbilledet, der genåbnede
sagen, kom fra et menneske, der kiggede på siden.

Udskrift er et andet sted, hvor motorerne går hver sin vej. Det
print-stylesheet på 637 linjer beskriver fire former for motoradfærd
som fælder, hver med en reel defekt bag sig. Viewport-enheder regnes
ud fra sideboksen i én motor og fra vinduet i en anden, så en side
printet fra et bredt vindue mistede en tredjedel af hver linje.
Fastplacerede elementer tegnes på hvert eneste ark. Etiketter, der
var farvet til det mørke standardtema, kom ud hvidt på hvidt hos
læsere, hvis browser foretrak mørkt. Og en flex- eller grid-boks,
som paginerede medier ikke kan dele, gav et blankt første ark.
Tjekket bag det prøver seks kombinationer af papir og orientering
under begge farveskemaer og tæller de faktiske sider, og siden
noterer stadig én motor, der ignorerer kontrollen af enlige linjer
øverst og nederst på siden.

Det tredje tilfælde fandt læserne selv. Da sitet blev lagt ud som et
Tor onion-spejl på en læsbar adresse, sad de første læsere på en
anden browsermotor, som ikke implementerer den scroll-drevne
animation, footeren byggede på, og hver eneste af dem fik kolofonen
malet hen over forsiden. Defekten fandtes også på det almindelige
site. Der skulle bare et publikum på en anden motor til at vise den.

Hvor det går galt

  * En side afprøves i browseren på udviklerens skrivebord og
erklæres færdig. Hver vane hos den ene motor bliver til en skjult
antagelse. Modtrækket er en kort matrix med én browser pr. motor
plus en telefon, og en rettelse er først færdig, når den er målt i
dem alle.

  * Koden læser browserens navn og gætter på, hvad den kan. Gættet
rammer forkert for hver browser, der låner en andens etiket, og det
forældes med hver ny version. Spørg efter funktionen i stedet.
Reglen uden for blokken er den, alle andre motorer får, så den skal
være den sikre tilstand:

```css
i.footer {		engineer.company	70
    position: static;
}

@supports (animation-timeline: scroll()) {
    .footer {
        animation: settle linear both;
        animation-timeline: scroll();
    }
}
```

  * Elementer uden stil arver browserens egne standarder.
Overskrifter, marginer og især formularfelter kommer med hver motors
indbyggede stylesheet, og de er forskellige. Et design, der så
færdigt ud, kan hvile på én motors valg.

  * En regel, der kun håndhæves på siden, regnes for håndhævet. En
knap, som et script har gjort grå, et felt, der kun tager tal, et
link skjult for folk uden abonnement: hver af dem holder kun for
læsere, der lader siden være, som den blev sendt. Serveren gentager
hvert tjek, der betyder noget.

  * Links åbner inde i en andens app. Et link, man trykker på i en
chat eller et socialt feed, lander ofte i en indbygget browser eller
en webview, tit med sit eget lager, så en person, der er logget ind
i sin almindelige browser, ankommer som fremmed. Forløb, der skifter
til en anden app eller bygger på en eksisterende session, skal også
afprøves derfra.

Læs mere

  * NIST CSRC Glossary: web browser — to korte definitioner fra
NIST's egne publikationer, den ene blot »client software used to
view Web content«.

  * HTML Standard: Parsing HTML documents — reglerne, alle browsere
følger for at gøre kode, fejlfri eller ej, til det samme træ.

  * HTML Standard: Event loops — hvordan input, scripts, svar fra
netværket og tegning af siden skiftes til at køre.

  * HTML Standard: Loading web pages — oprindelser, sites og
reglerne, der forhindrer én side i at læse en anden.

  * WebKit Bugzilla: bug 255159 — motorens egen registrering af den
skip-ink-fejl, der er beskrevet ovenfor.

hDenne side på nettet	URL:https://engineer.company/da/glossary/browser/	engineer.company	70
