Dæmon

Hvad det er

En dæmon er en langlivet proces, som intet menneske starter i
hånden: styresystemet eller en servicemanager sætter den i gang, den
har ingen terminal, og den bliver kørende for at besvare
forespørgsler eller holde øje med en del af maskinen. På engelsk
staves ordet daemon, og mange dæmoner bærer det i navnet som et
afsluttende d: `sshd` tager imod SSH-forbindelser, `crond` kører
planlagte job, og `systemd-journald` samler logge. Windows kalder
den samme slags program en tjeneste, og det gør systemd også, som i
dag passer de fleste dæmoner på Linux.

Den klassiske Unix-opskrift, som Linux-manualen `daemon(7)` stadig
gennemgår i femten nummererede trin, lader programmet rive sig løs
selv. Det lukker de fildeskriptorer, det har arvet, nulstiller sine
signalhåndteringer, forker, kalder `setsid()` for at forlade
terminalens session og forker en gang til, så det ikke kan få en
terminal igen. Det første barn afslutter, så PID 1 adopterer den
overlevende proces, som sender sine standardstrømme til `/dev/null`,
skifter til `/`, skriver en PID-fil og opgiver sine privilegier.
C-bibliotekets kald `daemon()` klarer en del af arbejdet, og
manualen fraråder det netop, fordi det kun gennemfører en delmængde
af trinene.

Den nye stil, som samme manual kalder new-style daemons, og som både
systemd og Apples launchd forventer, vender opskriften på hovedet.
Programmet bliver i forgrunden, for servicemanageren har allerede
startet det løsrevet, med et rent miljø, den rigtige bruger og den
rigtige arbejdsmappe. Det skriver sine loglinjer til standard error,
hvor servicemanageren samler dem op, melder, når det er klar til at
tage imod arbejde, lukker pænt ned på SIGTERM og genindlæser sin
konfiguration på SIGHUP. Apples vejledning til launchd-job er
kontant om den gamle vane: et job må ikke gøre sig selv til dæmon,
og forker det og afslutter, konkluderer launchd, at processen er
død.

To naboer bliver tit forvekslet med den. Et planlagt job, som cron
eller en systemd-timer kører, starter, gør sit arbejde og afslutter,
mens en dæmon bliver. Og macOS deler ordet i to: en launch daemon
betjener hele systemet og indlæses ved opstart, mens en launch agent
tilhører én bruger og kun kører, så længe brugeren er logget ind.
Linux trækker samme skel med de instanser af systemd, der kører for
hver enkelt bruger.

Hvorfor det betyder noget

Hver dæmon på en server er en løbende forpligtelse. Den optager
hukommelse, uanset om nogen bruger den, og nogen skal patche den,
hver gang leverandøren udsender en rettelse. Lytter den på en
netværksport, hører den til angrebsfladen i hver time, den kører.
Det nyttige spørgsmål er derfor sjældent, hvilken dæmon man skal
installere, men om arbejdet overhovedet kræver en proces, der altid
kører.

Tre former dækker det meste. Noget, der sker efter en tidsplan, som
en backup, en rapport eller fornyelsen af et certifikat, behøver
ingen fast proces: en timer starter det, det kører til ende, og
mellem kørslerne koster det intet. Noget, der besvarer
lejlighedsvise forespørgsler, kan socket-aktiveres: servicemanageren
ejer den lyttende socket og starter dæmonen ved første forbindelse,
og da socketen forbliver bundet under en genstart, venter nye
forespørgsler i kø i stedet for at blive afvist. Kun arbejde, der
skal reagere hele tiden, som en webserver, en database eller en
mailserver, fortjener en proces, der altid er oppe. På en lille
maskine afgør det valg, om det hele kan være i hukommelsen.

Den anden beslutning kommer, hver gang en dæmon skrevet af andre
skal i produktion, og fire spørgsmål afgør den. Bliver den i
forgrunden, når man beder den om det? Logger den til standard error,
eller insisterer den på sine egne logfiler? Kan den fortælle
servicemanageren, at den er klar, og ikke blot at den er startet? Og
kræver den root, eller kan servicemanageren række den den ene
privilegerede ressource, den har brug for, for eksempel en socket på
port 443? En dæmon, der svarer godt på alle fire, er billig at drive
i årevis. En, der dumper på dem alle, ankommer med et
wrapper-script, sin egen logrotation og en undtagelse i den næste
sikkerhedsgennemgang.

Sådan ser det ud i praksis

Virksomhedens egen platform viser de valg i tre konkrete stykker
arbejde.

At levere sitet over Gemini og Gopher kostede to fast kørende
processer, ikke et ekstra build. Da sitet blev spejlet til begge
protokoller, skrev det build, der skriver HTML'en, også 777
Gopher-menuer og det samme antal Gemini-dokumenter i den
dokumenterede implementeringsfase, og to små dæmoner på den samme
vært tog sig af at levere dem. En separat sammenligning af builds
registrerede nul ændrede HTML-bytes, da outputformaterne blev
tilføjet; resultatet beskriver ikke senere redaktionelle eller
visuelle ændringer.

Onion-spejlet på Tor viser netværkssiden af samme valg: dæmonen
bygger udgående kredsløb, så ingen ringer ind, og firewallen får
ingen ny åben port. Rollen, der sætter onion-spejlet op, installerer
dæmonen fra distributionens egen pakke, skriver en konfiguration med
den udgående proxyport slået fra og afviser at overskrive en
identitet, den ikke selv har genereret. Ét trin gav en lære, der
gælder dæmoner i al almindelighed: nøglen landede korrekt, kørslen
meldte ingen ændring, og den nye adresse blev aldrig offentliggjort,
fordi intet i konfigurationen på det tidspunkt pegede på den nye
mappe. Nu stopper rollen med en fejl, når en identitet ligger på
disken, uden at nogen tjeneste nævner den.

Rapporteringen viser, hvad en stille dæmon kan skjule. Seks
indsamlere, der kun læser og gengiver værten som Markdown, blev
bygget om, da det stod klart, at en blind indsamling og en sund vært
gav den samme side: et spejl, hvis dæmon havde skiftet logformat,
viste det samme nul som et spejl, ingen havde besøgt. Indsamlerne
melder nu blandt andet, hvor mange journallinjer de har læst, over
for hvor mange de har genkendt, så en dæmon, der ændrer det, den
skriver, dukker op som et hul og ikke som ro.

Hvor det går galt

Tjenesten starter og stopper igen et sekund senere. En dæmon i
gammel stil forker og lader forælderprocessen afslutte, sådan som
opskriften foreskriver. Under standardindstillingen `Type=simple` er
den proces, systemd startede, hovedprocessen, så når den afslutter,
regnes tjenesten for stoppet, og med standarden
`KillMode=control-group` bliver barnet, der skulle fortsætte, dræbt
sammen med resten af enhedens kontrolgruppe. Kør programmet med dets
forgrundsflag. Til de få, der ikke kan ændres, erklærer man
`Type=forking` sammen med `PIDFile=`, en type manualen fraråder til
ny kode.

Klienter forbinder for tidligt og bliver afvist. Med `Type=simple`
regner systemd tjenesten for startet, så snart processen er forket,
så enheder, der er ordnet efter den, starter, mens dæmonen stadig
læser sin konfiguration. Ifølge servicemanualen melder `systemctl
start` oven i købet succes under den type, selv når programfilen
mangler, eller den konfigurerede bruger ikke findes. Vælg
`Type=exec`, der venter, til programmet faktisk er eksekveret, og
lad dæmonen selv melde sig klar med `Type=notify`, når andre
afhænger af den:

```c
i#include <systemd/sd-daemon.h>		engineer.company	70

int main(void) {
    load_config();
    open_listeners();
    sd_notify(0, "READY=1"); /* enheder ordnet efter denne starter nu */
    return serve_forever();
}
```

Et stopscript dræber en fremmed proces. En forkende dæmon skriver
sit proces-id i en fil, så scripts kan sende den signaler senere.
Efter et nedbrud bliver filen liggende, kernen giver det samme
nummer til en helt anden proces, og det næste stop sender SIGTERM
til det forkerte program. Servicemanualen anbefaler helt at undgå
PID-filer i nye projekter. En servicemanager, der selv har startet
processen, følger den gennem dens kontrolgruppe og har ingen fil,
der kan blive forældet.

En dæmon dør ved opstart og efterlader intet spor. Den gamle
opskrift sender standard output og standard error til `/dev/null`,
så en fejlmeddelelse, der kommer, før dæmonen har åbnet sin egen
logfil, forsvinder sporløst. Under en servicemanager skal begge
strømme blive, hvor de er: alt, hvad dæmonen skriver til standard
error, lander i journalen, hvor `journalctl -u` læser det enhed for
enhed.

Én udnyttet fejl giver adgang til hele maskinen. En dæmon, der kører
som root, fordi den skulle bruge port 80 ved opstart, beholder root
for hver eneste forespørgsel bagefter. Lad servicemanageren binde
den privilegerede socket og række den videre, og overlad det at
opgive privilegier til servicemanageren, som `daemon(7)` anbefaler;
indstillinger som `NoNewPrivileges=` og `ProtectSystem=` begrænser,
hvad en kompromitteret proces kan røre ved.

Læs mere

  * daemon(7) — de femten trin i den klassiske opskrift, og hvad en
dæmon i ny stil gør i stedet.

  * daemon(3) — C-bibliotekets genvej og den fejl med
sessionslederen, som dens egen manual beskriver.

  * sd_notify(3) — sådan fortæller en dæmon systemd, at den er klar,
genindlæser eller stopper.

  * systemd.socket(5) — socket-aktivering, hvor servicemanageren
holder porten og starter dæmonen efter behov.

  * setsid — POSIX-definitionen af kaldet, der løsriver en proces
fra sin terminal.

  * Creating Launch Daemons and Agents — Apples regler for
launchd-job, blandt andet hvorfor et job aldrig må forke og
afslutte.

hDenne side på nettet	URL:https://engineer.company/da/glossary/daemon/	engineer.company	70
