DNS

Hvad det er

DNS, Domain Name System, er det distribuerede register, internettet
slår op i, før stort set alt andet sker. Et program med et navn som
`example.com` spørger det om den adresse, der skal forbindes til, og
det samme system svarer på en række andre spørgsmål om navnet:
hvilke servere der tager imod dets mail, hvilken tekst ejeren har
offentliggjort, og hvilke servere der har ansvaret for det.

Registret er et træ, der læses fra højre mod venstre. Øverst står
roden, under den topdomæner som `.com` og `.dk`, under dem de
domæner, folk registrerer, og under dem de underdomæner, ejerne selv
opretter. Ingen enkelt server rummer hele træet. Hvert niveau
overlader ansvaret for det næste til navngivne servere, og den del
af træet, ét sæt servere svarer for, kaldes en zone. Den, der
kontrollerer zonen, bestemmer, hvad dens navne peger på.

To slags servere deler arbejdet. Autoritative servere rummer en zone
og giver det endelige svar for den. Rekursive resolvere, drevet af
internetudbydere, virksomheder eller offentlige tjenester, går turen
for klienten: de spørger en rodserver, hvor `.com` bor, spørger
`.com`, hvor `example.com` bor, spørger domænets egne servere om
posten og leverer svaret tilbage. Styresystemet på din maskine har
kun en lille stub-resolver, der sender spørgsmålet videre til en
rekursiv resolver og venter.

Svarene er typede poster, og en zonefil er den klassiske måde at
skrive dem ned på:

```text
$ORIGIN example.com.
$TTL 3600
@     IN  SOA    ns1.example.net. hostmaster.example.com. (
                 2026101701 7200 900 1209600 300 )
@     IN  NS     ns1.example.net.
@     IN  A      192.0.2.10
@     IN  AAAA   2001:db8::10
www   IN  CNAME  example.com.
@     IN  MX     10 mail.example.net.
@     IN  TXT    "v=spf1 include:_spf.example.net -all"
```

`A` og `AAAA` giver IPv4- og IPv6-adresser. `CNAME` gør ét navn til
alias for et andet. `MX` angiver den server, der modtager mail, og
`TXT` bærer fri tekst, hvilket i praksis vil sige politikker for
mailgodkendelse og beviser på, at nogen kontrollerer domænet. `NS`
og `SOA` beskriver selve zonen.

Hver post har en levetid, en TTL, her 3.600 sekunder, og det tal er
nøglen til, hvordan DNS opfører sig. En resolver, der har hentet et
svar, må genbruge det, indtil TTL'en udløber, uden at spørge igen.
Resultatet er et system, der svarer på de fleste opslag fra en cache
tæt på klienten og bliver ved med at svare, når en autoritativ
server kortvarigt er væk, til gengæld for at ingen kan tvinge verden
til at glemme et gammelt svar før tid.

Hvorfor det betyder noget

Enhver forbindelse til en navngiven tjeneste begynder med et opslag.
Er DNS forkert, kan serverne være helt sunde, og alligevel ser
sitet, API'et og mailen ud til at være nede, fordi intet når frem
til dem. Er DNS rigtigt, lægger ingen mærke til det, og derfor er
det ofte den dårligst dokumenterede del af et system.

DNS er også stedet, hvor kontrollen med et domæne udøves og bevises.
Mailudbydere læser SPF-, DKIM- og DMARC-politikker fra `TXT`-poster
for at afgøre, om en besked, der påstår at komme fra dit domæne, er
ægte, så en forkert eller manglende post sender rigtig mail i
spamfilteret. Certifikatudstedere og hostede tjenester beder om en
post med en bestemt værdi som bevis på, at du ejer navnet. Den, der
kan redigere zonen, kan omdirigere sitet, opsnappe mailen og få
udstedt certifikater til domænet, og derfor er adgangen til
DNS-kontoen lige så følsom som adgangen til serverne.

Caching præger hver ændring. Det, folk kalder udbredelse, er i
virkeligheden tusindvis af resolvere, der hver venter på, at deres
egen kopi udløber. Vil man flytte et site med mindst mulig
forstyrrelse, sænker man TTL'en et døgn eller så i forvejen, venter,
til den gamle TTL er gået, laver ændringen og hæver TTL'en igen, når
alt er faldet på plads.

Klassisk DNS sendes som klartekst, og hverken svarene eller
spørgsmålene er private. DNSSEC lader en resolver kontrollere, at et
svar virkelig kommer fra zonens ejer og ikke er ændret undervejs, og
ifølge sin egen specifikation giver det ingen fortrolighed.
Krypterede transporter som DNS over HTTPS skjuler spørgsmålene for
nettet imellem, mens resolveren i den anden ende stadig ser hvert
eneste navn, der bliver slået op. At vælge resolver er at vælge,
hvem der får den liste.

Sådan ser det ud i praksis

Virksomhedens egen zone viser det mest almindelige udgangspunkt og
en vej ud af det. Den rummede omkring tyve poster, der lå i en
udbyders webkonsol, og de dækkede webtilstedeværelsen, et
git-underdomæne, to personlige omdirigeringer, mail sendt gennem en
hostet postkasseudbyder, et domæne til transaktionsmails og
godkendelsesposterne for begge. I en konsol er den aktuelle tilstand
det, den sidste person, der klikkede, efterlod. Nu er zonen data i
et repository: aktive poster, applikationsposter, poster til
transportpolitik og en særskilt liste over poster, der står for at
blive fjernet. Ét play afstemmer erklæringen mod udbyderens API. Bag
eksplicitte tilvalgsmærker ligger yderligere to indgange: en audit,
der viser forskellen uden at røre noget, og en eksport, der skriver
zonen ud i det standardiserede zonefilformat, så den kan læses af
andet end repositoryet. Auditten er den del, der bruges mest, for
oftere vil man kende forskellen end lukke den.

Samme udbyder har en bevidst smal opgave. Sitets kolofon forklarer,
at Cloudflare besvarer DNS for sitet og intet andet, uden en proxy
foran, og den skriver serverens adresse lige ud, fordi DNS alligevel
udleverer den adresse til enhver, der spørger.

At læse DNS hører også med til den faste beskrivelse af
driftsmiljøet. Blandt syv rapportroller, der kun læser og gengiver
den kørende vært som Markdown, findes en udbyderoversigt, der læser
DNS side om side med to cloud-API'er og et API til dedikerede
servere, under reglen om, at ingen rapport skriver et tal, som
kørslen ikke selv har målt.

Hvor det går galt

DNS-fejl er ofte forsinkede, cachede eller delte, så det samme navn
virker for den ene og svigter for den anden. Disse kommer igen og
igen.

En ændring vil ikke slå igennem. Nogen retter en post med en TTL på
et døgn og forventer, at den nye adresse gælder med det samme, men
resolvere, der har det gamle svar i cachen, bliver ved med at levere
det, til deres kopi udløber. En stillere udgave rammer nye navne:
blev navnet slået op, før posten fandtes, caches det negative svar
også, så længe zonens `SOA` tillader det (RFC 2308). Sænk TTL'en før
planlagte ændringer, og opret poster, før noget spørger efter dem.

Et alias står et sted, hvor det ikke må. RFC 1034 siger, at et navn
med en `CNAME` ikke må have andre data. Det nøgne domæne, selve
`example.com`, har altid `SOA`- og `NS`-poster, så en zone, der
følger standarden, kan ikke gøre roden til et alias, og en `CNAME`
på et underdomæne, der også skal have `MX`- eller `TXT`-poster,
bryder samme regel. Udbydere tilbyder fladtrykte poster eller
`ALIAS` som deres egen løsning; de opfører sig hver lidt
forskelligt, så undersøg, hvad din udbyder faktisk leverer.

Mailgodkendelsen vælter. Hvert `include` i en SPF-post udløser
DNS-opslag, og RFC 7208 sætter loftet for det samlede antal ved ti.
Én ekstra nyhedsbrevs- eller supporttjeneste kan skubbe posten over
grænsen, og så behandler modtagerne politikken som en permanent
fejl, og den mail, den skulle godkende, bliver vurderet uden den.
Tæl opslagene, hver gang en afsender kommer til.

En post overlever sit mål. Et underdomæne peger med `CNAME` på en
lagerbeholder i skyen eller en hostet app, der siden er slettet.
Lader udbyderen hvem som helst gøre krav på ressourcenavnet, kan en
fremmed overtage det og servere sit eget indhold under dit
underdomæne, med dit domænes omdømme hæftet på. Fjern posten i den
samme ændring, som fjerner det, den peger på.

Zonen findes kun i en konsol. Der er ingen historik, ingen
gennemgang og ingen diff, så en fejlagtigt slettet `MX`-post
opdages, når mailen holder op med at komme, og den tidligere værdi
må stykkes sammen efter hukommelsen. En jævnlig eksport af zonen,
eller bedre en erklæring som kode, giver hver ændring et spor og en
vej tilbage.

Læs mere

  * RFC 1035: Domain Names, Implementation and Specification —
postformaterne, zonefilens syntaks og protokollen på ledningen.

  * RFC 1034: Domain Names, Concepts and Facilities — træet, zoner,
delegering og hvordan resolvere bevæger sig gennem dem.

  * RFC 9499: DNS Terminology — omhyggelige definitioner af de ord,
denne side bruger.

  * RFC 2308: Negative Caching of DNS Queries — hvor længe en
resolver må huske, at et navn ikke findes.

  * RFC 4033: DNS Security Introduction and Requirements — hvad
DNSSEC beskytter, og hvad det lader være.

  * RFC 8484: DNS Queries over HTTPS — opslag pakket ind i
almindelig krypteret webtrafik.

hDenne side på nettet	URL:https://engineer.company/da/glossary/dns/	engineer.company	70
