GIS

Hvad det er

GIS står for geografisk informationssystem: den samling af data,
software og arbejdsvaner, der gør det muligt at gemme, analysere og
tegne ting, som har en placering på jorden. QGIS-projektets egen
introduktion til emnet understreger, at begrebet dækker mere end et
program. Den regner de digitale data og computerne med ved siden af
softwaren og ser GIS som alt, hvad der hører til at forvalte og
bruge geografiske data. Faget tog form i 1970'erne på udstyr, som
kun universiteter og store virksomheder havde råd til. I dag kører
et desktop-GIS på en bærbar, og en telefon viser et webkort bygget
på de samme idéer.

Ethvert GIS arbejder med to slags data.

  * Vektordata gemmer et objekt som geometri: et punkt for en brønd,
en linje for en vej, en polygon for et sogn. Hvert objekt har en
række attributter, så vejen kender sit navn, sin belægning og sin
hastighedsgrænse, og kortet kan farves efter hvilken som helst af
dem.

  * Rasterdata gemmer et gitter af celler med én værdi i hver:
farven på en pixel i et luftfoto, terrænets højde i en højdemodel,
nedbøren over en måned. Zoomer man langt nok ind, ses cellerne som
klodser.

Objekter af samme slags samles i lag, og lagene lægges oven på
hinanden. Det er dér, det meste af værdien opstår. Vandløb oven på
matrikler oven på en oversvømmelsesmodel besvarer et spørgsmål, som
ingen af de tre kan besvare alene.

Det, der får lagene til at passe sammen, er koordinatsystemet, på
engelsk coordinate reference system eller CRS. Hvert lag har ét, og
det fortæller softwaren, hvordan tallene hænger sammen med virkelige
steder, hvad enten det er grader af bredde og længde eller meter mod
øst og nord fra et nationalt nulpunkt. Et desktop-GIS kan
omprojicere lag i farten, så data indsamlet i forskellige systemer
tegnes i ét, men kun for lag, hvis system er angivet korrekt.

Omkring de idéer ligger fire slags arbejde: at indsamle data ved
opmåling, GPS, digitalisering eller laserskanning; at gemme dem i
filer eller i en rumlig database; at analysere dem med operationer
som buffere, overlejring og interpolation; og at præsentere dem som
et trykt kort, et webkort eller en rapport.

Hvorfor det betyder noget

Den første nyttige beslutning er, om et spørgsmål overhovedet er
rumligt. Masser af data har en kolonne med en placering uden at
kræve et GIS: at tælle ordrer pr. by er en gruppering på et
tekstfelt. Et spørgsmål bliver rumligt, når svaret afhænger af, hvor
tingene ligger i forhold til hinanden, så svaret ville ændre sig,
hvis en af dem flyttede. Hvilke husstande ligger inden for
oversvømmelsesgrænsen, hvilke kunder har mere end en halv times
kørsel til nærmeste lager, hvilke strækninger af elnettet forsyner
flest nye tilslutninger: Den slags kræver geometri, et
koordinatsystem og operationer, der forstår begge dele.

Er spørgsmålet rumligt, er næste beslutning, hvor meget GIS der skal
bygges, og der er groft sagt tre niveauer. Et webkort, der viser
nåle og omrids fra en fil, kræver et kortbibliotek og ikke meget
mere. Et produkt, der besvarer rumlige spørgsmål for sine brugere,
kræver en rumlig database nedenunder, så spørgsmålene kører dér,
hvor dataene bor. En organisation, der selv indsamler og
vedligeholder sine geodata, retter dem, versionerer dem og udgiver
dem til andre, har brug for analytikere, desktopværktøjer og
nedskrevne regler for datakvalitet, for så er dataene blevet et
aktiv i sig selv. Hvert niveau koster mere end det forrige, og hvert
er spild, hvis spørgsmålet aldrig krævede det.

Et kort afslører også fejl i data, som tabeller skjuler. En
kundeadresse, der er geokodet midt ud i Nordsøen, slipper igennem
enhver kontrol i et regneark og springer i øjnene, i det øjeblik den
bliver tegnet. Alene det gør et hurtigt blik på dataene på et kort
værd at tage, før nogen stoler på en rumlig analyse.

Sådan ser det ud i praksis

Fagets bredde ses i mere end tredive skræddersyede GIS-projekter,
der blev bygget, udrullet og derefter supporteret i produktion.
Stakken svarer til de dele af et GIS, der er beskrevet ovenfor.
PostgreSQL med PostGIS gemte geodataene. GDAL/OGR flyttede dem
mellem formater, blandt andet shapefiles, GeoJSON, GeoTIFF, KML og
vector tiles. QGIS og JOSM tog sig af selve dataarbejdet, og webkort
bygget på Mapbox GL og Leaflet viste resultatet. Arbejdet spændte
fra 2D- og 3D-kortlægning over LiDAR-behandling, georektifikation og
vektorisering til indendørs kortlægning og navigation.

GIS kan også være selve produktet frem for værktøjet bag det. En
SaaS-platform til at spore vedvarende energiaktiver som solpaneler
og vindmøller manglede de geospatiale funktioner, kunderne skulle
bruge for at se, hvor aktiverne stod, og hvordan de fungerede. En
GIS-kortapplikation blev bygget ind i platformen på en modulær
arkitektur med open source-GIS-biblioteker, valgt for at holde
systemet let nok til et lille team. Applikationen voksede fra en
enkel prototype til en hjørnesten i platformen med analyser og
skræddersyede dashboards og fik omsætningen til at vokse 10 gange
gennem mersalg, datalicensering og nye kunder.

Hvor det går galt

Lag, der burde ligge oven på hinanden, ligger ved siden af. Veje fra
én leverandør løber ved siden af matriklerne fra en anden i stedet
for langs deres kanter, eller et helt lag dukker op i den forkerte
del af verden. Årsagen er næsten altid et koordinatsystem, der
mangler eller er forkert: en shapefil leveret uden sin `.prj`-fil,
et regneark med koordinater og intet om, hvad de betyder, eller data
på ét datum mærket som et andet. Omprojicering i farten kan kun
flytte et lag, hvis system den kender. Ret det ved import: Notér
systemet for hvert indkommende lag eksplicit, omprojicér alt til ét
arbejdssystem før analysen, og kontrollér resultatet mod et punkt,
hvis placering i terrænet er kendt.

Målte arealer passer ikke med matrikelregistret. En mark eller en
byggegrund målt på kortet bliver større end det officielle tal, og
forskellen vokser med afstanden fra ækvator. Målingen er taget i den
projektion, kortet vises i. Webkort bruger almindeligvis en variant
af Mercator, som holder vinkler og former rigtige lokalt og betaler
for det med forvrængede arealer. Mål i en arealtro projektion eller
i det nationale koordinatsystem, der er lavet til området, eller lad
en rumlig database regne arealet ud på ellipsoiden.

Nabopolygoner efterlader huller og overlap. Kommunegrænser,
leveringszoner eller marker, der er digitaliseret én ad gangen,
mødes ikke helt: Tynde splinter åbner sig mellem dem, eller to zoner
gør krav på samme strimmel. Linjer, der skulle mødes, stopper for
tidligt eller løber forbi hinanden, det QGIS kalder undershoots og
overshoots, og en rutesøgning opfatter så vejnettet som afbrudt
netop dér. Objekterne blev indsamlet hver for sig uden
topologiregler. Digitalisér med snapping til eksisterende
knudepunkter, kør et topologitjek, der markerer huller og overlap,
og gem hver fælles grænse som én fælles linje.

Attributnavne bliver klippet af. Et lag eksporteret som shapefil
kommer tilbage med `befolkningstaethed` omdøbt til `befolkning` og
`befolkningstal` omdøbt til `befolkni_1`. Formatet gemmer
attributterne i en dBASE-fil, som begrænser et feltnavn til 10 tegn
og kun kender heltal, decimaltal, tekst og datoer, så klokkeslæt og
lister også går tabt. Udveksl data som GeoPackage, en OGC-standard,
der gemmer lag og attributter i én SQLite-fil, og behold shapefiler
til de værktøjer, der ikke tager andet.

Læs mere

  * A Gentle Introduction to GIS — QGIS-projektets gratis kursus,
fra vektor- og rasterdata til kortproduktion og rumlig analyse.

  * Coordinate Reference Systems — kapitlet om projektionsfamilier,
hvad hver af dem bevarer, og omprojicering i farten.

  * Topology — huller, overlap, undershoots, overshoots og den
snapafstand, der forebygger dem.

  * Shapefile driver — GDAL's noter om formatets grænser for
feltnavne, typer og filstørrelse.

  * GeoPackage — OGC-formatet, der samler vektorlag, tiles og
attributter i én SQLite-fil.

hDenne side på nettet	URL:https://engineer.company/da/glossary/gis/	engineer.company	70
