Software

Hvad det er

Software er alt det i et computersystem, som man ændrer ved at
skrive frem for ved at lodde: programmerne, de data, de har med sig,
og de indstillinger, der styrer dem. Danske fagfolk bruger det
engelske ord, i bestemt form softwaren, mens det ældre danske
programmel mest ses i gamle standarder og kontrakter. Et enkelt
stykke software kaldes et program, og noget, en person åbner for at
løse en opgave, hedder som regel en applikation eller en app. Når
nogen siger »koden«, mener de typisk den kildetekst, en udvikler
redigerer.

Modstykket er hardware, den fysiske maskine, og firmware ligger
imellem de to. NIST's ordliste trækker grænsen ved ændring: software
er programmer og tilhørende data, som kan skrives eller ændres, mens
de kører, og firmware er den slags, der ikke kan ændres under
kørslen. Styresystemet på en bærbar er software, koden i tastaturets
controller er firmware, og selve tastaturet er hardware.

Inden i softwaren findes der lag. Systemsoftware som et styresystem
eller en driver styrer maskinen. Applikationssoftware gør noget for
et menneske: et regneark, et bookingsystem, en beskedklient. Imellem
dem ligger biblioteker og pakker, færdige dele, som begge slags
bygges af, og i et moderne produkt er langt det meste af koden
kommet den vej i stedet for at være skrevet til lejligheden.

En sidste skelnen får betydning senere. Kildekode er det, mennesker
skriver og læser, og en compiler eller en fortolker gør den til
instruktioner, som en processor udfører. Begge dele er software, men
de kan ikke bytte plads, når man køber. Får man kun de kompilerede
filer udleveret, er det kun leverandøren, der kan ændre dem.

Hvorfor det betyder noget

Den, der bestiller, køber eller lejer software, vælger samtidig,
hvem der skal holde den ved lige. Det, der gør software tillokkende,
nemlig at en kopi intet koster, og at en ændring efter levering er
billig sammenlignet med at bygge en maskine om, er også grunden til,
at den aldrig bliver færdig. Komponenterne udsender rettelser.
Styresystemer og browsere udfaser grænseflader. En dag
offentliggøres en sårbarhed i et bibliotek, som ingen på holdet
husker at have valgt. Alt det lander som arbejde hos den, der ejer
koden.

De gængse veje fordeler arbejdet forskelligt:

  * Lejet som tjeneste. Leverandøren står for opdateringer og
servere. Til gengæld arver man deres udgivelsesplan, deres priser og
besværet ved at skifte, og ens data ligger hos dem.

  * Licenseret og drevet selv. Man bestemmer selv, hvornår der
opgraderes, og står så også selv for opgraderingen, backuppen og
sikkerhedsrettelserne.

  * Bygget til formålet. Den passer til arbejdsgangen i stedet for
omvendt, og vedligeholdelsen hører til ejeren, så længe systemet
kører. Om valget var klogt, afgøres af udgifterne efter lanceringen.

  * Open source. Under en licens, der opfylder Open Source
Definition, må man bruge, undersøge, ændre og videregive koden.
Nogen skal stadig lægge opdateringerne ind, og gratis at hente er en
anden egenskab end gratis at drive.

Uanset vej er der to spørgsmål, som er værd at stille, før man
skriver under. Hvad får man udleveret til sidst: kildekoden,
vejledningen til at bygge den og en liste over, hvad den består af?
Og hvordan vil leverandøren holde den sikker? NIST's Secure Software
Development Framework er blandt andet skrevet til den anden samtale,
fordi det giver køber og leverandør et fælles sprog om
udviklingspraksis. Til det første spørgsmål beskriver en rapport fra
NTIA en software bill of materials, forkortet SBOM, som en formel
optegnelse over de komponenter, der indgår i softwaren, og over
deres plads i forsyningskæden. At bede om sådan en stykliste er en
billig måde at se, hvor meget af det, man betaler for, der er
skrevet af andre.

Sådan ser det ud i praksis

På én platform blev sikkerhedsarbejdet flyttet fra mavefornemmelse
til byggeprocessen. I et løbende sikkerhedsprogram dannes der en
SBOM ved hvert build med Anchore og Syft, Dependabot holder øje med
6 økosystemer, CodeQL analyserer koden, ZAP tester den kørende
instans, og hver GitHub Action fra tredjepart er låst til en
commit-hash frem for et tag. Ved siden af automatikken ligger 21
skriftlige sikkerhedsaudits, heriblandt en trusselsmodel. En
sårbarhed, som de konfigurerede tjek genkender, kan få buildet til
at fejle. Siden nævner også prisen: mængden af fund skal sorteres
løbende, og det arbejde holder aldrig op.

Vejen fra ændring til drift er den anden halvdel. Hvor udgivelser
havde hvilet på, at nogen huskede en række manuelle trin og udførte
dem lidt forskelligt hver gang, sparede automatiserede bygge-, test-
og udrulningspipelines anslået 4.000 timer, og udgivelserne blev
både hurtigere og mere pålidelige. Gevinsten kom af, at forløbet var
det samme hver gang, og ikke af, at folk passede ekstra godt på.

Grænsen mellem software og hardware er helt konkret på et
reparationsbord. Reparationer af bærbare computere omfattede skærme,
hængsler, tastaturer og bundkort og desuden softwareproblemer på
Linux, Windows og Mac. En bærbar, der ikke vil starte, kan have
fejlen i laderen, bundkortet eller batteriet, så arbejdet begyndte
med at finde den egentlige fejl, før noget blev rørt.

Hvor det går galt

En sikkerhedsadvarsel bliver til en uges udgravning

Der offentliggøres en sårbarhed i en udbredt komponent, og ingen kan
sige, hvilke af organisationens systemer der indeholder den.
Overblikket fandtes kun i folks hoveder og i låsefiler, som ingen
læser, så det skal stykkes sammen under tidspres, system for system.
Dan en SBOM som en del af hvert build, og gem den sammen med den
udgivelse, den beskriver. Så bliver spørgsmålet »er vi ramt?« til en
søgning.

Udgivelser afhænger af, hvem der laver dem

Udrulningen virker, når én kører den, og går i stykker, når en anden
gør det, og forskellen viser sig at være et trin, der kun findes i
nogens hukommelse. Hver udgivelse bliver en lille improvisation. Læg
hele vejen ind i en udrulningspipeline, der bygger, tester og
udruller på samme måde hver gang, og behandl hvert manuelt trin, der
er tilbage, som en fejl, der skal fjernes.

Budgettet slutter ved lanceringen

Efter to eller tre år føles hver opdatering risikabel, frameworket
er flere hovedversioner bagud, og det eneste forslag på bordet er at
skrive det hele om. Softwaren blev betalt som en bygning og derefter
ladt i fred, mens alt omkring den flyttede sig. Sæt en fast post af
til vedligeholdelse, opgradér afhængigheder i små, regelmæssige
skridt, mens hvert skridt stadig er lille, og regn med, at
platformene nedenunder ændrer sig i deres eget tempo.

Navnet står fast, mens koden bag det skifter

Det samme build giver forskellige resultater to dage i træk uden et
eneste commit imellem. Et sted peger en reference på et mål, der
flytter sig: et versionsinterval, et `latest`-tag eller en
CI-action, der hentes via et tag, som ejeren kan flytte. Lås
tredjepartskode til en præcis version eller, hvor tags kan flyttes,
til en commit-hash, læg låsefilen i versionsstyring, og lad en bot
foreslå opdateringerne, så hver ændring kommer som en diff, man kan
gennemgå.

Læs mere

  * NIST CSRC Glossary: software — de definitioner, NIST's
publikationer bruger, herunder den, der skiller software fra
firmware.

  * NIST SP 800-218, Secure Software Development Framework —
grundlæggende praksis for at udvikle software med færre sårbarheder,
skrevet så købere kan bruge den over for leverandører.

  * NTIA: The Minimum Elements for a Software Bill of Materials —
hvad en liste over komponenterne i et stykke software skal indeholde
for at være til nytte.

  * The Open Source Definition — de ti kriterier, en licens skal
opfylde, før software under den regnes for open source.

hDenne side på nettet	URL:https://engineer.company/da/glossary/software/	engineer.company	70
