Zero trust

Hvad det er

Zero trust er en sikkerhedsmodel, hvor intet nyder tillid, blot
fordi det befinder sig et bestemt sted på netværket. NIST SP
800-207, den amerikanske føderale publikation, der beskrev modellen
i 2020, definerer den som et paradigme rettet mod at beskytte
ressourcer, ud fra den præmis at tillid aldrig gives implicit, men
hele tiden skal vurderes. At sidde på kontorets netværk, være på
VPN'en eller stå i samme datacenter giver ikke i sig selv en
anmodning noget. Hver anmodning om en ressource afgøres for sig:
hvem spørger, fra hvilken enhed, om hvad og under hvilke forhold. På
dansk bruges det engelske navn, og i sammensætninger skrives det med
bindestreg, som i zero trust-arkitektur, forkortet ZTA, der er
betegnelsen for den plan, som omsætter modellen til praksis.

NIST navngiver parterne præcist. Et subjekt er den eller det, der
fremsætter en anmodning: en person, en tjeneste eller en enhed. En
ressource er alt, hvad der er værd at beskytte, og publikationen
regner printere og regnekraft med på linje med data. Mellem de to
står tre logiske komponenter. Politikmotoren (policy engine) afgør,
om en anmodning imødekommes, og logger afgørelsen.
Politikadministratoren (policy administrator) fører den ud i livet:
den åbner eller lukker forbindelsen mellem subjekt og ressource og
udsteder legitimationsoplysninger eller tokens til netop den
session. Håndhævelsespunktet (policy enforcement point) sidder i
selve forbindelsen: det lukker sessionen igennem, holder øje med den
og afbryder den, når det får besked på det.

Publikationen forklarer skiftet med en lufthavn. Passagererne går
gennem én kontrol, og bag den bevæger rejsende, besætning og
lufthavnens personale sig rundt i terminalen og behandles alle som
betroede. Terminalen er det, NIST kalder en zone med implicit
tillid: et område, hvor alle nyder den tillid, det seneste
kontrolpunkt gav dem. Et fladt kontornetværk fungerer på samme måde.
Zero trust gør zonen så lille som muligt ved at flytte afgørelsen og
håndhævelsen tættere på ressourcen.

Hvorfor det betyder noget

Den ældre model trækker én grænse rundt om organisationen og stoler
på det, der er indenfor. NIST's indvending er ligetil: når en
angriber først er kommet gennem perimeteren, kan vedkommende bevæge
sig frit fra system til system, og den slags uautoriserede sidelæns
bevægelser har været en af de største udfordringer for de
myndigheder, publikationen blev skrevet til. Grænsen passer heller
ikke længere til arbejdet. Medarbejdere logger ind fra hjemmenetværk
og hotelnetværk, private enheder får adgang til nogle systemer, og
meget af det, de arbejder i, kører i en andens cloud. NIST's
antagelser følger heraf: det private netværk er ingen zone med
implicit tillid, en angriber kan allerede være på det, og
medarbejdere, der arbejder andre steder fra, bør betragte det lokale
netværk, de kobler sig på, som fjendtligt.

Det, I vinder, er, at skaden kan holdes inde. Efter det tredje af
NIST's syv grundprincipper gives adgang pr. session med det mindste
privilegium, opgaven kræver, og autentificering over for én
ressource giver intet over for en anden. En stjålen adgangskode
eller en kompromitteret bærbar når så kun det, kontoen og enheden må
nå, i det øjeblik og gennem ét håndhævelsespunkt, og ikke hele det
interne netværk. Afgørelserne efterlader også et spor.
Politikmotoren registrerer hver tildeling og hvert afslag, så
spørgsmålet om, hvem der kunne nå et system og hvorfor, besvares ud
fra registreringer og ikke ud fra hukommelsen.

Sådan ser det ud i praksis

Tag et indkøbssystem, den slags system NIST foreslår at begynde med,
fordi en afgrænset gruppe medarbejdere arbejder i det, i modsætning
til e-mail, som hele organisationen er afhængig af. En indkøber
åbner det fra en bærbar, som virksomheden ejer. Anmodningen når
håndhævelsespunktet foran systemet, som spørger politikmotoren.
Motorens tillidsalgoritme vejer de input, NIST opregner: selve
anmodningen, herunder enhedens styresystemversion og patchniveau;
databasen over subjekter; databasen over aktiver; ressourcens egne
krav, som kan angive et sikringsniveau for login eller afvise
adresser i udlandet; og trusselsinformation. En illustrativ
afgørelse, med feltnavne, vi selv har valgt, og ikke noget produkts,
kunne se sådan ud:

```text
anmodning  indkøber-17 på laptop-0417 -> indkøbssystemet, læse og skrive
subjekt    indkøbsteamet; logget ind med en phishing-resistent nøgle
aktiv      virksomhedens enhed, opdateret styresystem, krypteret disk
ressource  kræver AAL2 eller højere, en administreret enhed, en dansk IP
trussel    afsenderadressen står i ingen af de trusselsfeeds, vi tjekker
afgørelse  giv læse- og skriveadgang i denne session; log som godkendt
```

Tildelingen gælder denne ene session og dette ene system. Når den
samme indkøber på den samme bærbare åbner leverandørkontrakterne i
et dokumentlager, træffer motoren en ny adgangsafgørelse:
autentificering over for den første ressource giver ikke automatisk
adgang til den anden. Konteksten tæller også. Et af NIST's eksempler
er en regnskabsmedarbejder, der normalt arbejder i kontortiden og
pludselig beder om adgang til økonomisystemet midt om natten fra et
sted, motoren ikke genkender: en kontekstuel tillidsalgoritme kan da
slå alarm og kræve, at subjektet først opfylder et strengere
tillidsniveau. Et andet er en HR-medarbejder, der en almindelig dag
læser 20 til 30 personalesager og så beder om mere end 100.

Til tjenester i skyen påpeger NIST, at klienterne kan gå direkte til
tjenesten, mens organisationens håndhævelsespunkter kontrollerer
politikken undervejs, i stedet for først at blive ført ind i det
interne netværk over en VPN. Alle disse afgørelser forudsætter et
klart billede af, hvem der skal kunne nå hvad, og NIST beder om en
kortlægning af aktiver, subjekter, dataflow og arbejdsgange, før
noget bygges. Det forarbejde svarer til den samling, vi beskriver i
vores case om adgangsstyring med M365 og SSO: identiteter og adgange
samlet i M365, 1Password, Red Hat SSO og OKTA SSO, least privilege
håndhævet og on- og offboarding standardiseret, så adgang blev givet
og frataget hurtigt og ensartet.

Hvor det går galt

Det købes som et produkt. NIST slår fast, at zero trust er et sæt
vejledende principper og ikke én bestemt arkitektur, og at der ikke
findes ét samlet sæt værktøjer eller tjenester til en virksomhed
bygget på zero trust. En ny gateway til fjernadgang med det rigtige
mærkat på æsken ændrer ikke meget, hvis hvert subjekt, den lukker
ind, stadig kan nå hele netværket bagved. Se i stedet overgangen,
som NIST gør, som en rejse og ikke en udskiftning af det hele på én
gang, og tag én forretningsproces ad gangen. Vurdér hvert produkt ud
fra de principper, det skal opfylde, herunder om dets dataformater
lader jer skifte til en anden leverandør senere.

Politikken skrives før kortlægningen. Politikmotoren kan kun afgøre
ud fra det, den ved om subjekter, aktiver og processer. Hvor den
viden er ufuldstændig, advarer NIST, er det typiske resultat en
forretningsproces, der går i stå, fordi motoren afviser anmodninger
af mangel på oplysninger, og skygge-it, altså systemer sat op uden
om it-afdelingens styring, gør det værre. Løsningen er først at
kortlægge aktiver, subjekter, dataflow og arbejdsgange, skygge-it
medregnet, og først derefter skrive kriterierne for den proces, der
skal flyttes.

Administratorerne beholder fuld adgang. I mange ældre opsætninger
kan udviklere og systemadministratorer nå alle ressourcer, og NIST
udpeger netop de konti til ekstra opmærksomhed. Flytter man alle
andre bag afgørelser pr. session, mens administratorkontiene
beholder deres faste rækkevidde, bliver de mest værdifulde
loginoplysninger den korteste vej ind. Send derfor også de
privilegerede konti gennem den samme motor, giv dem den adgang,
deres aktuelle opgave kræver, og brug logning og revision til at
lære deres normale mønstre, så afvigelser springer i øjnene.

Politikmotoren bliver den nye perimeter. Ingen ressource taler med
en anden, medmindre motoren og administratoren godkender det. Den,
der har adgang til motorens regler, kan lave uautoriserede ændringer
eller rene fejl, og en angriber, der forstyrrer
håndhævelsespunkterne eller administratoren, kan bringe forretningen
i stå. Log og revidér derfor hver ændring af konfigurationen, kør
håndhævelsen i et forsvarligt sikret cloudmiljø eller repliker den
flere steder, og giv de lagrede netværksdata og politikken den mest
restriktive adgang af alle, kun fra dedikerede administratorkonti.

Alt håndhæves fra første dag. Få politiksæt er rigtige i første
forsøg, og NIST regner med en indkøringsfase, hvor anmodninger, der
burde gå igennem, bliver afvist. Går man direkte til streng
håndhævelse, bliver hvert hul i politikken til medarbejdere, der
står uden adgang til arbejde, de har brug for. Kør i stedet den nye
arbejdsgang i en tilstand, hvor afgørelserne kun rapporteres, et
stykke tid. Imødekom de fleste anmodninger, sammenlign logfilerne
med den tilsigtede politik, og håndhæv kun det grundlæggende, som at
afvise anmodninger, hvor MFA slår fejl, eller som kommer fra
adresser, man ved er fjendtlige. Stram politikken, når det normale
mønster er forstået.

MFA bliver målstregen. MFA mindsker risikoen ved en stjålen
adgangskode, men NIST påpeger, at en angriber med gyldige
loginoplysninger, eller en ondsindet insider, stadig kan nå alt det,
kontoen har lov til. Hold derfor hver kontos rækkevidde snæver, og
brug en kontekstuel tillidsalgoritme, der vejer tidspunkt, sted og
mængde, så gyldige loginoplysninger, der bruges på en usædvanlig
måde, stadig udløser en alarm.

Læs mere

  * NIST SP 800-207, Zero Trust Architecture — udgivet i august
2020: definitionen, de syv grundprincipper, de logiske komponenter,
truslerne og en køreplan for omlægningen.

  * NIST SP 1800-35, Implementing a Zero Trust Architecture — NIST's
praksisvejledning fra juni 2025, der beskriver 19 eksempler på
implementeringer bygget sammen med 24 samarbejdspartnere.

  * NIST SP 800-207A — udgivet i september 2023: adgangskontrol til
cloud-native applikationer på tværs af flere clouds, baseret på
API-gateways, sidecar-proxyer og tjenesteidentiteter frem for
netværksadresser.

  * NIST SP 800-63B-4 — de sikringsniveauer for autentificering, som
en ressources krav kan henvise til, hvoraf AAL3 kræver
phishing-resistens.

hDenne side på nettet	URL:https://engineer.company/da/glossary/zero-trust/	engineer.company	70
